Renlighedstræning kan være en lang proces for hunde. Generelt tager det de fleste hvalpe fire til seks måneder, før de holder op med at have uheld indenfor.
“I nogle sjældne tilfælde kan det tage over seks måneder,” siger Diana Ludwiczak, en CPDT-KA-certificeret hundetræner og grundlægger af Wolfie’s Place. Hvis hunde efter seks måneder stadig ikke er blevet renlige, kan det også skyldes blærens størrelse, hundens alder eller manglende rutine.
Men du kan (og bør) begynde at renlighedstræne en hvalp, så snart du kommer hjem med den.
Uanset om du bruger tisseunderlag eller græs, vil processen med at træne din hvalp være den samme. Vi har talt med fire professionelle instruktører for at få tips til at effektivisere processen.
Den hurtigste måde at gøre en hvalp renlig på
Renlighedstræning er en af de vigtigste færdigheder at lære sin hund. Din mulighed for at tage hunden med eller lade den blive passet, afhænger af, hvor renlighedstrænet den er.
Irith Bloom, en CPDT-KSA-certificeret professionel hundetræner og adfærdskonsulent og ejer af The Sophisticated Dog, deler disse hurtige tips til renlighedstræning af hvalpe:
1. Indfør en rutine for din hvalp
Med faste lege- og spisetider får du lettere ved at forudsige, hvornår din hvalp skal tisse. Da hvalpe har små blærer, skal de besørge kort tid efter, at de har spist eller leget.
Begrænsning af vand før sengetid vil også hjælpe med at minimere natlige tisseture. Med mindre vand i blæren sover din hvalp måske også bedre om natten.
2. Tag hvalpen med udenfor ofte
Din hvalps rutine bør dog ikke diktere dit liv. Du kan lege med hvalpen, hvis du er i humør til det, men husk, at den kan have brug for at blive luftet efter lidt spænding.
Bloom siger, at man skal tage sin hvalp med ud i snor hvert 30. minut, hver gang den har spist eller drukket noget, eller når den har leget.
3. Vælg den samme toiletplads
Både inde og ude holder et begrænset område din hvalps renlighedstræning på sporet. Jo mere plads din hund har at boltre sig på uden opsyn, jo mere sandsynligt er det, at den har uheld, som du ikke opdager. Hundelåger kan hjælpe med at afgrænse et bestemt toiletområde, hvis du bruger tisseunderlag.
4. Ros højt og beløn rigeligt
“Stå stille med snoren i hånden og vent i op til fem minutter, mens du holder øje med, om hunden besørger,” siger Bloom. Tålmodighed er alfa og omega! Giv hvalpen tid til at forrette sin nødtørft. Det kan være distraherende udenfor, så du skal sørge for, at hvalpen husker, hvor den skal besørge.
Når de har gjort det, skal du sørge for at rose og tilbyde en godbid til hvalpen. Positiv forstærkning kan være med til at skabe en positiv forbindelse til det at besørge udenfor.
5. Prøv igen efter 15 minutter, hvis de ikke besørger
Hvis hvalpen besørger inden for de første fem minutter, siger Bloom, at du skal belønne hunden med 15 minutters tid under opsyn i huset eller fri leg udenfor. Hvis de ikke gør det inden for de første fem minutter, skal du tage dem tilbage til et afgrænset område i huset (f.eks. et bur eller en indhegning) i 15 minutter og derefter prøve igen.

iStock/Capuski
6. Gentag disse trin hele dagen
Hunde trives med rutiner. Ved at følge en fast tidsplan lærer din hvalp, hvor den skal besørge. Denne rutine kan bestå af faste spisetider kl. 8, kl. 13 og kl. 17 med en toiletpause 20 minutter efter fodringen.
“Jo mere konsekvent du er, jo hurtigere vil hunden lære det,” forsikrer Bloom.
7. Registrer din hvalps toiletmønster
Ved at registrere din hvalps toiletmønster kan du se dens fremskridt. Hvis du opdager, at den er i stand til at holde sig længere, kan du ændre hyppigheden af, hvor ofte den skal gå udenfor.
Pro tip: Bloom foreslår, at man laver et skema over renlighedstræningen eller laver noter om, hvor og hvornår hunden besørger.
8. Vælg en person til at have styringen
Renlighedstræning af en hvalp er praktisk talt et fuldtidsjob. Jo mere du er i stand til at guide og belønne din hvalp for at besørge på det rigtige sted, jo mere sandsynligt er det, at den vil holde fast i det. I en familie er det en god idé at udpege en person til at holde øje med hvalpens adfærd.
Ludwiczak siger, at den ideelle person er en, der:
- Har meget tid at bruge på processen
- Kan være hjemme den første måned
- Er god til at holde fast i rutiner
“De bliver nødt til at være helt på bølgelængde med den nye hvalp,” siger Ludwiczak. “Det betyder, at de skal indstille deres alarm, så de tager hunden ud hver time de første par dage.” Derudover siger hun, at vedkommende bør holde styr på fodringsplanen, da de fleste hunde besørger lige efter et måltid.
Slutteligt tilføjer hun, at det er vigtigt at gøre en enkelt person ansvarlig for at styre renlighedstræningen, da det giver mindre forvirring og mere stabilitet. Hvis det er muligt, skal du vente, indtil din hund er helt stueren, før du hyrer en kæledyrspasser eller bruger en hundepension.
Tegn på at din hvalp skal bringes udenfor
Den hurtigste måde at renlighedstræne din hvalp på er at sørge for, at den besørger, hvor du vil have den til at gøre det, og belønne den, når den gør det. Det er dog ikke alle hvalpe, der tisser efter et skema. Hvalpe har små blærer og kan også tisse, når de er ivrige.
Hold øje med disse signaler om tissetrang fra din hvalp:
- Snuser rundt
- Vandrer omkring eller drejer rundt
- Klynker eller gør
- Går hen til døren
Du kan bære din hvalp og tage den med udenfor eller hen til dens tisseunderlag midt i en aktivitet.
Dette må man ikke gøre under renlighedstræning af hvalpe
Undgå at vise vrede eller skuffelse med din stemme eller dit kropssprog, når der sker fejl i træningen. Hvis du er vred, skaber det forvirring hos hvalpen, siger Sally Grottini, der har været professionel hundetræner i over 30 år og adfærdsforsker hos JustAnswer.
I stedet skal du blot rengøre området med de rette rengøringsmidler og sørge for, at din hvalp har det godt. Straf aldrig en hund for et uheld under renlighedstræningen.
Andre almindelige faldgruber ved renlighedstræning kan være:
- At give din hvalp frie tøjler i huset. Fritgående hvalpe betyder, at du vil finde overraskelser på steder, hvor du ikke har tænkt på at lede.
- At lade hvalpen gå udenfor alene. Du går glip af chancen for at forstærke dens adfærd. Og det er usandsynligt, at din hvalp kommer ind igen med det samme.
- At undlade at bruge snor udendørs. En god træningssnor kan hjælpe med at holde din hvalp fokuseret udenfor i stedet for at løbe rundt.
- At bruge det forkerte rengøringsmiddel til uheld. Du skal bruge et rengøringsmiddel med enzymer til effektivt at neutralisere et tilsmudset område for at forhindre, at din hvalp opsøger stedet igen.
- At give inkonsekvent træning. Uden en stabil rutine eller en kommando til at besørge forstår en hvalp måske ikke, hvorfor den skal udenfor, hvilket resulterer i, at den går rundt og snuser. Desuden kan en ængstelig hund føle sig utilpas ved at besørge på offentlige steder.
- At træne på tisseunderlag, når du med tiden vil have din hund til at tisse udenfor. Ludwiczak siger, at hun har fundet det lettere at træne hvalpe til at besørge udenfor end på et underlag. Når man træner hvalpe til at gå udenfor, er det i overensstemmelse med deres naturlige adfærd.
“Hvis dit mål er at få din hvalp til at besørge udenfor, skal du undgå at bruge træningsunderlag,” siger Brooke Greenberg, en CPDT-KA-certificeret professionel hundetræner og ejer af Mind Body Paws. “Dette produkt forvirrer din hvalp og forsinker træningsprocessen.”

iStock/zoranm
Hvornår er en hvalp helt renlig?
En hvalp har gennemført renlighedstræning, når den har lært at “holde sig”. For de fleste hvalpe tager det 4 til 6 måneder at blive fuldstændigt stuerene. Den bedste regel er at antage, at din hvalp ikke er renlig, før den ikke har haft nogen uheld i mindst en måned.
Hvis det tager længere tid med renlighedstræning, siger Bloom, at det ofte skyldes enten en dårlig rutine for renlighedstræning eller ubehandlede medicinske problemer. Andre faktorer, der påvirker hvor længe din hund kan holde sig afhænger af dens race, alder og størrelse.
For eksempel kan mindre hunde måske kun holde sig i 2 til 3 timer, mens store hunde ofte kan holde sig i længere tid.
Ofte stillede spørgsmål om renlighedstræning
Renlighedstræning er ikke let, men slutresultatet er det hele værd. Ud over at lære din hvalp en ny færdighed kan træningen styrke båndet mellem dig og hvalpen.
Her er nogle almindelige problemer med renlighedstræning, som kæledyrsejere oplever – og hvordan man løser dem:
1. Hvordan får jeg min hund til at holde op med at tisse i buret?
“Hvis din hund tisser i buret, skal du revurdere din hvalps toiletplan”, siger Greenberg. “De har brug for flere pauser.”
Grottini er enig i, at de fleste hunde ikke kan lide at besørge, hvor de spiser eller sover. Hvis de tisser i buret efter en lang periode, hvor de ikke har tisset, anbefaler hun, at man besøger dyrlægen for at tjekke, om der er sundhedsmæssige problemer.
2. Hvorfor vil min hvalp gerne tisse på gåture, men ikke i snor?
Grottini siger, at mange hunde får lyst til at besørge, når de går tur, fordi de kan lugte andre hunde. Men hun siger, at dette ikke betragtes som renlighedstræning.
“Hvis din hvalp besørger på gåture, men ikke i snor, så gå med hvalpen i snor i din have,” siger Greenberg. Når den har besørget, siger hun, at du skal belønne den med en gåtur rundt i nabolaget.
Endelig skal du sørge for, at din hund har et velholdt, afgrænset område i haven, hvor den kan besørge.
3. Hvorfor vil min hund kun tisse på græs?
Greenberg og Grottini siger, at det er meget almindeligt, at hunde kun vil tisse på græsset. Hvis en hund ikke har været vant til forskellige underlag, foretrækker den måske kun at tisse på græs.
Du kan også træne en kommando for at besørge, tilføjer Grottini, således at din hund kan gøre det hvor som helst, når den har behov for det. Det er også en god idé at vænne dem til at færdes på forskellige underlag for at styrke deres selvtillid.
5. Hvorfor løber min hund ind igen, før den har besørget?
Hvalpe bliver let distraherede, når de er udenfor. For at løse dette siger Grottini, at man skal ændre stedet, hvor hunden besørger, til et mere roligt sted. Hvis den ikke har tisset efter 5 minutter, skal du holde den i nærheden, når du går ind igen. Tag den med ud igen efter 10-15 minutter, siger Grottini.
6. Hvorfor tisser min hund, når den er ivrig eller underdanig?
Dette kaldes submissiv vandladning, og det sker, fordi din hvalp endnu ikke har lært at kontrollere sin blære. Det burde fortage sig, efterhånden som hunden bliver ældre.
Lad være med at gøre et stort nummer ud af det, og tænk i stedet fremad. Tag hunden med udenfor, når den skal sige hej, eller bed folk om at ignorere den, indtil den er faldet til ro.
7. Hvorfor er min hund så lang tid om at vælge et sted?
Din hund er måske forvirret over, hvor den skal besørge. Greenberg anbefaler, at du tager den med til det samme sted hver gang, den skal besørge. Det sikrer, at den forstår, hvorfor den skal udenfor. Hvis hunden er nervøs, anbefaler Grottini, at man laver et særligt toiletområde med indhegning og dækker det med en presenning, så den ikke kan se ud.
8. Hvorfor vil min hund ikke besørge, når den er i snor?
Grottini og Greenberg forklarer, at nogle hunde måske ikke vil tisse, når de er i snor, på grund af for stort pladsmæssigt pres, fordi de er for distraherede eller føler sig bange og indespærrede.
Overvej at anskaffe en let træningssnor, der er omkring 6 meter lang, så hunden føler, at den har mere plads, når den skal besørge. Grottini siger, at du kan vænne din hvalp til denne type snor ved at bruge den, når I leger ude i haven.
Til sidst kan du rulle snoren ind, indtil den er lige så lang som en almindelig snor.
Hjælpemidler til renlighedstræning af hvalpe
Renlighedstræning kan virke skræmmende for både nye og erfarne hvalpeejere – men det behøver ikke at være så slemt. Disse ting kan hjælpe med at gøre processen lettere:
- Bur: Med burtræning og positiv forstærkning, vil hvalpe se deres hvalpebur som et sted, der skal holdes rent. Når de ikke ønsker at tilsmudse deres soveområde, er de mere tilbøjelige til at advare dig om, at de skal ud.
- Rengøringsartikler: Der må forventes noget griseri, når du træner din hvalp. Kæledyrsvenlige rengøringsprodukter er blandt noget af det vigtigste tilbehør til hvalpe. Hvis du opdager, at der er sket et uheld, skal du gøre det rent så hurtigt som muligt for at forhindre, at din hvalp snuser sig frem til det samme sted.
- Træningsunderlag (valgfrit): Hvis din hvalp endnu ikke er gammel nok til at holde sig eller stadig er i gang med renlighedstræningen, er træningsunderlag praktiske til at besørge indenfor, når det ikke er muligt at gå udendørs.
Renlighedstræning er en vigtig del af rollen som hvalpeejer. Men den samme proces passer ikke til alle. Hvis du skulle føle dig fortabt eller synes, at du ikke gør fremskridt, så få hjælp af en kvalificeret hundetræner.